Digt og virkelighed omkring øens historie



Istid - Nutid
Da klimaet igen blev mildere og isen for sidste gang trak sig tilbage, havde den igennem årtusinder formet det land, som var fødtes af Urhavet, og vi nu kalder Danmark,
Atter vandrede planterne ind, og langsomt mildnes de dybe spor af isens favntag.
Fjordene fyldtes med fisk og skaldyr, skovene rejste sig igen og blev rige på vildt.
Da kom Jægerfolket.
Bopladserne lå ved de lavvandede fjorde, godt beskyttede af næs og småøer.
Øer som fik jægerens sønner til at bygge både.

På den yderste Ø i fjorden slog flintesmeden sig ned.
Flinten blev øens handelsvare.
Ved bronzens ankomst arbejdede han støt og roligt videre, generationers erfaring sad i hvert et slag.
Hans arbejde var på sit ypperste, men hans dage var talte og snart blandede lyden af flint der spalter sig med den knitrende lyd fra saltsydernes bål.
Efterhånden som ilden trængte skoven og Bronzen trængte flinten voksede oldtidsbonden frem.
Jægerfolket var for alvor blevet fastboende.

På smalle agre groede hveden og byggen og snart græssede bondens kvæg på enge der undertiden lå hvor hans forfædre møjsommeligt havde padlet egen gennem vandet.
Fjorden og øen skiftede ansigt mens Arden langsomt gik over smalle stenede agre.
Jern og trælle blev fri mands eje.
Øens folk ofrede til Burs sønner, beskyttelse og frugtbarhed, Thor og Frej. Men når foråret kom og slanke langskibe fyldt med dristige mænd gled hen over flintesmedens værksted, der for længst var sunket i havet, da fik Odin og Tyr deres.

Langsomt bredte bondens agre sig ud over øen, Arden blev til hjulplov og sten til gærder.
Havren har for længst holdt sit indtog, og da vikingernes plyndringstogter endelig begynder at forme sig som handelsrejser har rugen og kristendommen for alvor slået rod.
Da det nye gudehus bliver bygget har øen kun sagnet og de gamle mosgroede stenskibe tilbage. Minder fra den tid da strådøden var foragtet af guder og hver mand.
Hvert århundrede havde sine plager, Krig, misvækst og sygdom gjorde det svært at svare enhver sit og når øens folk mødtes og traf vigtige beslutninger, gjaldt det kun de daglige gøremål.
Trælle og frihed kendtes ikke mere, præster og herremænd ejede øen og dens folk var alle fæstere med pligt til at svare både konge, kirke og herremand den årlig afgift.

Møllen på Vesterhoved malede det daglige korn, mens øens kvinder sled ved væven og mændene var til orlogs i kongens flåde.
Langsomt slap Enevælden og Stavnsbåndet sit knugende favntag i landet
Nye dyrkningsformer vandt frem, jorden blev udskiftet og gårdene købt til selveje.
En ny tid, på godt og ondt, tog sin begyndelse.
føs.


Møddingsmure og Vikingegrave
Fra en lyngknold på Havgårdens mark kunne man overse hele øen. Der gik en vej tværs igennem, en bred sandstribe næsten uden sving, fra havsiden til fjordsiden, fra odden til Vesterhoved. Langs den vej boede øens folk.
Lidt inde kom byen. Gårdene havde rejsning og blev næret af øens fede muld.De lå i en række over midten, nitten i alt, den ene som den anden,fire bindingsværkslænger, hvide med sorte stolper, en port ud til vejen, tre skorstens piber på stuehuset, en stor frodig mødding og en frodig have.

Ud mod Vesterhoved lå et par hytter og yderst en vejrmølle, der også gjorde tjeneste som fyr. I mørke nætter skulle der brænde en lygte i møllehatten. Om dagen gjorde den hvide sten fyrtjeneste. Den lå et kast ud fra land og ragede op som et hus. Mølleren havde pligt til at holde den kalket.

Nord for vejen var marker og en plet skov. Der gik lange agre ned til havet, grønne, gule og sorte striber flød ud mod det blå vand. Agrene gav brød til byens folk og foder til kreaturene. Havet gav ikke noget af betydning. Der var blevet så mange derude i tidens løb at folk nu helst blev på den faste jord.

Syd for vejen var agrene korte. De blev brudt af lyngpletter og mosedrag. Den krumme sandodde lyste som en halvmåne i det mørke sund. Hvor ø blev til odde, lå en oldtidsrede, den grå Kongesten og nogle aflange stenkredse i form af skibe. Gamle folk kunne huske op imod hundrede skibssætninger. Nu stod der knap ti. Resten var slæbt op til øens gårde og indhegnede store møddinger.De flade sten var som skabt til det brug. Ned mod sundet, hvor færgebåden lagde til i læ af odden, lå kirken, skolen og Lodsgården.

Præsten kom ovre fra land hver søndag og havde ikke mange skridt at gå til kirken. Den var gråbroget, for havet vaskede jævnlig kalk af, så kampestens muren grinede igennem. En smule tagrytter med zinkspir stod altid renvasket. Deroppe hang klokken. Den var noget rusten i lyden, men kunne alligevel høres over hele øen.

Således beskriver Sigurd Elkjær, Hjarnø. Han fortæller i sine to bøger "Mellem Hav og Fjord" samt " Et Muldskud i Havet", hvordan livet formede sig for Øboerne, for mere end hundrede år siden.
Det var hans Svigermoder Nielsigne Bie, der har gået i skole her på Øen, der inspirerede ham. Hun hed dengang Nielsigne Madsen og boede, omkring 1853, hos sin farbror J.Videbæk Madsen, der den gang var øens skolelærer.


Sigurd Elkjær er nu hverken den første eller eneste der har skrevet noget om Hjarnø.
Længe før Nielsigne gik i skole hos sin farbror, udgav en teolog ved navn Erik Pontoppidan sit berømte værk:


"Den Danske Atlas" ( 1763-81 )
I bind 4. Der handler om Stiernholm amt står om Øen:
HIARNØE
Til dette amt hører allene en af Udøerne,som de i Horsens-Kanten kalder, nemlig Hiarnøe, som er ganske omflødt, ligger østen for Østrup Mark, omtrent en halv Fjerdingveis fra det faste land imellem Alrøe og Endelave. Landets Længde og Bredde er ei stort over en Fjerdingveis, på hvilken Kant man end Tager det, er dog noget længere en bred. Hiarnøe har ikkun een bye af samme navn, og deri ni Bøndergaarde og nogle Huse, Staaer i Matriculen for Hartkorn 71.Tønder 6.Skiepper 1.Fjerdingkar 1.Album og haver omtrent 110 Mennesker.

Den udgiør dog et Kirke-Sogn, et Annex til Glud, og tilhører Consistorialraad Glud, som er Sognepræst for begge menighederne. Kirken er liden og uden Taarn, hvorfor Klokken hænger i et hul over Vaabenhuus-Døren. Kalken er af Sølv og forgyldt, given 1641 af Jacob Sørensen Glud.

Fjorden, som løber op til Horsens er 2. Mile lang men næppe en Fjerding bred, tager her sin begyndelse mellem Glud- og Hiarnøe-Sogne, hvoraf den på dette sted kaldes Hiarnøe-Sund.

Denne Øe er bleven mærkværdig i historien og Antikviteterne af Skjalde-kongen HIARNE som den har sit navn af, hvilken de Danske for en Gravskrift, han gjorde over Kong FRODE, ophøiede paa Tronen, hvoraf igen FRIDLEV Frodes Søn, saasnart han indfandt sig i landet, nedstødte hannem, at han maatte flye til Jylland og opholde sig i Skjul på dette lidet Land. Omendskiønt han atter en og anden Gang baade med Magt og List forsøgte sin Lykke, maatte han dog bukke under og blev af FRIDLEV ihjelslagen.

Hiarne blev med alle sine begraven paa sin tilflugts-Øe, og skal Graven efter Saxonis Grammatici Vidnesbyrd bære hans Navn, at den kaldes Hiarne-Høi, uden tvivl samme, hvorom Hvidtfeld pag. 10. melder:

Af hannem skal være nævnede Hiernøe og Hierum Høye; thi nogle skrive Navnet urigtigt Hiernøe, og andre Jernøe. Denne Begravelse som nu er tilovers, og er en af vore ældste og rareste Monumneter er saaledes af Sognepræsten beskreven:

På Hiernøe, sydost for Kirken på en plads af 60 Favnes Distance tet ved Stranden, kaldet Kalle-Steene, siges Kong HIARNE at være begraven. Paa denne Plads, som er jævn og slet, men smal og af Havet indekneben, findes vel 30. med maadelige Steene net afdelte Grave, i tre Hobe, næsten lige mange i hver Hob.

Hver grav er ved 4. Alne lang, vendende mod Øster og Vester, og er det merkeligt, at i hver Hob er den eene Grav ei skilt fra den anden ved noget Rum, men ganske tet føiede til hverandre, og det i en Runddeel, saa de alle har een i Midten, og midt i den midterste Hob, slutter man, at Kongen er begraven, men nu ere de fleste af Stenene med Grønsver overgroede......


Videre skriver Pontoppidan: Paa Hiarnøe Mark er en liden Kilde, som ei i de tørreste Sommere kan blive tør, eller i de haardeste Vintre fryse. Paa denne Øe er ingen Skov, uden lidet Krat, indhegnet til trende Gaarde. Her er hverken Tørve-Moser eller andet til Ildebrand, men dette maae de kiøbe paa det faste Land og føre det til Baads hiem.
Mandfolkene klæde sig moxen som Skibsfolk.
Nærings-Midlet paa Hiarnøe er i disse Tider fornemmelig Agerdyrkning, da landet er temmeligt godt Korn-Land. Bondens Opdræt af Creature hjælper ham kun lidet der, hvor de har saa lidet græs. I forrige Tider hjalp deres Fiskerie dem noget, men nu intet, da de i de fleste Aaringer neppe faae saa meget, at de kan betale Omkostningerne med. Og siden fiskeriet slog feil, har Qvinderne grebet til at væve, hvilket næst Avlingen er det fordeelagtigste for Beboerne.

Pontoppidan var nu heller ikke den første der skrev om Hjarnø.
Huitfelt var en Adelsmand og historieskriver der samlede materiale til og skrev en Danmarks historie omkring 1600, den første efter Saxos Krønnike der er fra omkring 1200.
Ole Worm som levede i første halvdel af 1600 udgav: "Antiqvitatis Danica", hvor der i tillæget på side 4 findes en tegning af "Kong Hjarnes Grav". Han var læge og oldforsker og det var ham der havde udarbejdet listen over hvad der skulle indberettes, da der i 1622 ved kongebrev befaledes Biskopperne gennem de lokale præster at fremskaffe meddelelser, om fortids-minderne.
Emil Resens der levede i midten af 1600, og var forfatter og Professor i Etik og Jura, samlede blandt andet store materialer og kobbere til sit Atlas Danicus, desværre blev det for størstedelen ødelagt under branden i 1728. Han beretter i sit Atlas Danicus, at indbyggerne paa Hiarnøe koge Salt af Tang.

På flere måder var den "Hellige Grav" nu velforvaret i mange hundrede år,vi havde både sagn og sten. Så begyndte beboerne at fjerne stenene.De brugte dem til at bygge af, hvad enten det så var huse eller møddingsmure. Det lykkes dem næsten at fjerne et hvert spor af stensætningerne, kun sagnet levede videre.

Da Acton Friis så kom herover midt i tyverne for at samle stof til det bind, af hans bog, der hedder "De Danske Småøer" Stillede han tvivl ved rigtigheden af at Kong Hjarne skulle ligge begravet her på øen. En tvivl han på ingen måde var ene om, videnskaben har altid rystet på hovedet af folkemunde. Friis rystede dog ikke mere end han, under sit afsnit om Hjarnø, medtog følgende fra Saxo Gramaticus:


" Efter Frode III's død vidste danskerne ikke hvem de skulle kåre til Konge. De besluttede da at vælge den, der kunde sætte det skønneste kvad som Gravskrift over den elskede Frodes grav. En mand ved navn Hjarne, der var forfaren i dansk Skjaldskab, lavede da på sin vante vis et kunstløs vers, der lød således:
Længe føret de
Frode om land,
da Drotten dyre
i døden var dånet.
Langt liv ønsked
hans landsmænd Frode;
her gemmer graven
bag grønsvær den gjæve.

Digterkunsten må have været højt skattet i de dage....

Saxo beretter videre, at Hjarne blev Konge uden at ane at Skjolds Søn Fridlev endnu var i live. Efter mange vældige bedrifter her og i Rusland, kom denne imidlertid hjem, og danskerne bad nu Hjarne trække sig tilbage til fordel for Kongesønnen. Da Hjarne ikke var tilsinds at slippe Kronen godvilligt, blev Landet tvedelt, idet nogle stod på Fridlevs side andre på Hjarnes. Det endte med et slag mellem de to, i hvilket Hjarne blev slagen og flygtede til Jylland. Efter at have samlet krigsfolk om sig her, holdt han påny et slag med Fridlev, men hans Mænd blev alle fældede og han flygtede ene og venneløs til - en Ø, som bærer hans navn efter ham .

Efter nogen tids forløb slog han sig på svig. Han drog til Fridlev efter at have gjort sit ansigt ukendeligt, og han søgte at vinde Kongens fortrolighed for at kunne oppebie en lejlighed til at dræbe ham. Som saltsyder og træl levede han på Kongsgården, til Fridlev fik mistanke til og endelig overrumplede ham, da han badede, så' hans mange Ar og genkendte ham.
I den tvekamp som Hjarne foreslog og som Fridlev højmodig gik ind på, blev Skjalden dræbt og hans lig blev derpå højsat".

Videre skriver Friis i sin bog:
- Det er vel ganske overflødigt at tilføje at ethvert spor af dette mærkelige og anselige Odltidsminde var forsvundet da vi besøgte Øen. Den gamle fører af Øens Postbåd, Jørgen Juul fortæller mig at der endnu i hans Ungdom lå "tre langdysser" på overdrevet Nord for Odden, men at disse stene alle er sprængt og anvendt til bygningsmateriale. Det er de sidste tre Skibssætninger, der her er tale om, og her er måske oprindelsen til de anselige mure omkring Øens Møddingspladser ! .

Videre fortæller han at han fra sine drengeår husker "Kong Hjarnes Sten" en vældig Kampestensblok,som lå halvt begravet i jorden på Øens højeste sted ved "Østergaards" mark. Alt tyder på at denne sten aldrig har været anbragt på sit sted af menneskehænder. Den blev sprængt og anvendt som materiale ved opførelsen af Krigergraven i Fredericia.
På samme mark hvor stenen lå, fortæller Jørgen Juul, har engang en Tyr med sine Horn rodet et gammelt Sværd op af jorden. Men hvorsomhelst man tog dette i hus, "fik man ingen ro", og Freden vendte først tilbage, da man atter gravede det ned på dets sted.

Den historie med Tyren og Stenen giver anledning til at bringe nok et lille uddrag af Elkjærs dejlige bog:

Der var noget på færde ved stenskibene.
Jens der ellers var sindig mand, havde skub på ned over marken.
" Du skulle have taget heste og vogn med for jeg har skudt din tyr," sagde Jørgen og slængte bøssen på nakken.
Hav-Jens var ikke længe om at få sin kniv frem. "Nu er kødet reddet. Men tabet er stort nok endda. Hvad kan du betale med?"
"Hende der!" sagde Jørgen
Cilli stod og ravede i den bare særk. Hun kunne ikke tåle at se mere blod. Men Hav-Jens så hun var hel nok,og hun var hans søsterdatter.
"Så er vi kvit. Det var ellers en skammelig god tyr"
Jørgen havde ikke mere at gøre der og vendte sig mod stranden.
Hav-Jens tog Cilli med hjem. Han tog hende ved hånden og sådan gik de op over markerne.
"Hvordan reddede du dig inden Jørgen kom?" spurgte Hav-Jens
"Jeg rendte op på Kongestenen, men lammet blev stående" Hun tænkte stadig på lammet. Det var ligemeget med hende selv.
"Der kan ingen rende op på Kongestenen." "Nej" sagde Cilli "Men jeg gjorde det alligevel"
Havgården lå yderst i byen, ud mod det østre hav, en rygende mødding fyldte det halve af gårdspladsen, muren var sat af flade spidse sten.....

Der er ingen tvivl om hvor Sigurd Elkjær har sin historie om stenen og tyren fra. Der er heller ingen tvivl om hvorfra Nationalmuseet fik sine oplysninger om at stensætningerne stadig eksisterede. Det var først og fremmest Anders Rasmussen der havde gjort opmærksom på at der på hans mark stadig fandtes nogle sten på en plads hvor ploven aldrig havde gået.

Herom skriver lærer Alfred Adsersen i sine optegnelser:
Ejeren Anders Rasmussen havde gjort opmærksom på sagen, Søren Knudsen havde meddelt Nationalmuseet, hvordan landet lå, med der var tilsyneladende ingen interesse for sagen. I 1934 skrev Lærer Adsersen over til Nationalmuseet, og da var det til alt held kommet andre folk til. Man aftalte nu at der skulle begyndes en undersøgelse den følgende sommer.

Efter høst i 35 kom konservatorene Rosenberg og Raklev. Rosenberg rystede på hovedet, men den optimistiske Raklev mente at man måtte prøve, og i de følgende dage gravede Øens befolkning resterne af 10 stensætninger frem. De havde ligget skjult under grønsværen. Under en del var der trækul og der fandtes små rester af potteskår, ligesom der blev fremdraget rester af et jernsværd.
Udgravningen var en begivenhed.
Videnskaben anså den for meget værdifuld - og den glædede os herboende meget.

Det blev slået stort op i aviserne og året efter kom dr. Broholm fra nationalmuseet for at undersøge gravene nøjere. Det blev konstateret, at der fandtes brændte ben i dem. Man har altså brændt ligene af de døde, men ellers kom intet nyt frem ved den undersøgelse.
Mere udførligt referere Adsersen:
"Den 19 august kom så Rosenberg og Raklev og så på sagerne. Vi begyndte at rode løs med spade og søger, og det lykkedes os at finde en helt anden skibssætning end den vi havde tænkt os at rejse. Så rejste Rosenberg, og Raklev gik igang med arbejdet. næste formiddag fandtes flere sten, og nu kom der gang i arbejdet.
Anders Rasmussen skaffede folk og køretøjer og vi sled i det med at grave græstørv bort og sætte dem i dige rundt om pladsen.
Anders Rasmussen overlod pladsen til Nationalmuseet som fredet minde. Den 22 rejste vi stenen op, og nu står der rester af 10 skibssætninger fra vikingetiden, rejst ved fælles hjælp af øens egne og nationalmuseets folk.

Pressen besøgte os, en flyvemaskine fotograferede og store referater med billeder fortalte hele landet om den lille konge Ø i fjorden.
Det var et stort øjeblik for os da sløret løftes lidt for det hensvundne.
Hr Raklev mente, at skibene var sat af Norske eller Svenske Vikinger over deres døde, for på den tid kendtes ikke andre skibssætninger her i landet, siden har der vist sig vi har flere af den slags .

Om det var omtalen af udgravningerne der omsider fik Elkjær til at skrive sin roman, vides ikke men den er udgivet i 1936. En var der, i altfald, der blev inspireret, for følgende digt af Anders Rasmussen stor at læse i horsens Folkeblad et par dage efter udgraveriet var færdig.

Ved vikingeskibene på Hjarnø
Mod stranden i brus de bølger går
og synger en skøn melodi,
de synger om tiden,der nu farer hen
og om den, der forlængst er forbi.

De synger om vikingeskibenes færd
over hav mod de fremmede strande,
de synger også om disse her
der stævner mod ukendte lande.

De stævner mod vest efter dagens dåd,
mod landet, hvor solen går ned.
Did stævner hver en dødsmærket båd
for at finde den evige fred.

En har vel kæmpet,før dagen blev nat
og en for dagen i morgen.-
og for at værne om mindernes skat,
og en for at glemme sorgen.

Træd sagte du vandrer - og ej på min grav
det er henfarne slægters minde
Den stolte slægt,som for over hav,
det er minder om dem du vil finde.

Tusinde år har de hvilet i fred,
skærmet af græstørv og sand.
Lad dem i fred i tusinde år
her ved det rullende vand.

Ja her kan du finde af slægterne spor
ved stranden i stene og sand,
og her kan du finde den skønneste fjord
som findes i danernes land.
Horsens Folkeblads bogtrykkeri udgav i samme anledning et lille skrift med billeder "Oltidsgravene paa Hjarnø" på hvis bagside ovenstående vers er trykt.

Desværre var nationalmuseets folk ikke de første der havde gravet herovre. Omkring midten af forrige Århundrede var nogle soldater herovre og gennemrode stensætningerne, det har bestemt heller ikke gavnet deres bevarelse. Det var sikkert under Frederik den syvende der som bekendt var meget interesert i oldtidsminder.
Broholm, nævner i sin redegørelse for udgravningerne at omkring 1880, er Henry Petersen herovre og foretage en opmåling og en kortlægning af resterne. På det tidspunkt er kun 7 synlige.

Age Nielsen har fortalt:
Raklev der året før havde været på Grøndland i anledning af nogle udgravninger der, var en svær mand der røg på lang pibe. Han var faldet godt til på Øen og var naturligvis inviteret med til Høstgildet i forsamlingshuset. Måske var det ved den lejlighed han holdt et foredrag om Vikingetiden.
Nu var det sådan at mange her var uenige med Raklev om de der udenlandske Vikinger, især Lodskonerne der begge hed Thorn, var af en noget anden opfattelse. De gav kun nødigt afkald på kong Hjarne.
Vi havde vi jo også det gamle sagn om et vældigt søslag der engang havde stået her på bugten, det kunne ikke sådan bort forklares.

Det morede den slagfærdige Raklev der i sit livlige foredrag let fik sagt at han godt vidste der var et par fruer der havde en torn i øjet på ham.
Senere måtte Søren Rasmussen, der dengang var en 15-16 år gammel, stå for skud. Mens Raklev forklarer om Erik den Røde siger han idet han peger på Søren. Han har nærmest set ud som ham der. Havde Søren ikke røde kinder så fik han det.
Folk morede sig, ham Raklev var nu ikke så tosset og sten sætningerne var reddet.

Under omtalen af Hjarne sagnet støder man hele tiden på benævnelsen Saltsydere og her er måske grunden til at øen i flere hundrede år har været så skovfattig. Saltsydning var dengang en vigtig ting. I Stensatte fordybninger brændte de tang, asken blev rørt op med vand, det så fælt ud og for at rense det blev vandet så siet gennem et filter af halm eller andet materiale.Saltet blev jo i vandet. Sidste punkt var så inddampningen, der har har krævet en masse brændsel i årenes løb. Adsersen skriver i sine optegnelser at sådant salt stadig var på markedet op mod 1800 og at der langs stranden hele øen rundt er fundet spor af disse pladser.
Ikke så underligt det i tidens løb tyndede ud i skoven, som uden tvivl i starten dækkede hele øen.
Denne proces har måske hjulpet oldtidsbonden frem, ialt fald har der fra de allerældste tider boet folk herovre. Derom minder rester af stenøkser og potteskår som er fundet flere steder på øen. Salt var dengang en vigtig handelsvare, men det var ikke det eneste øboerne havde at byde på.

Flintesmedene flokkedes om øen som fluer om en ostemad. Her fandtes en fin kvalitet af flint der gav hundreder og atter hundreder af stenøkser, dolke, pilespidser, skrabere osv. der er i tidens løb fremstillet tusindvis af flinteredskaber her ved den sydvendte kyst.

Det har vi altid vidst herovre og engang lå der, så at sige, smukke stenøkser på hver eneste gård. Nogle var fint hugne andre slebet helt glatte og hvad der ikke kunne findes på marken kunne og kan endnu findes på sydstranden af øen.

Det var her "Flintefruen" fandt ting fra flintesmedens værksted der forlængst var sunket i havet.
Hun skabte en store samling der desværre siden er blevet spredt for alle vinde. Ester Henriksen, eller Ester Færgemand som hun i daglig tale kaldtes, gik hver dag sin runde langs stranden og gjorde fund på fund. Det bedste var efter voldsomme storme, når lavvandet indtrådte, så var der skyllet nye ting ind over grunden og så var det om at have øjnene med sig og komme først.
Efterhånden rygtes det i vide kredse at her var flinteredskaber nok til alle og det gjorde unægtelig sin virkning, der kan dog stadig gøres fund hvis man er heldig.

Stenskibene
Langsomt Vågner Vilf til lyden af knitrende siv.
Hans erindring svæver omkring i mørket som en grå skygge.
Sært let føler han sig
Solen står lavt på himlen og hans øjne falder på det blå vand der smilende blinker ham i møde.
Langt ude ses svage omrids af mange sejl der langsomt synker i havet.
Skibene…..
Med et brag, som blev han ramt af kølen på en Langbåd, vælter erindringen sig ind over ham.
Lyden af kamp og splintret træ står som et ekko.....
Sivene og det Blå vand vender tilbage og sammen med dem en grågul leret skrænt, jo Vilf ved nok hvor han var men der var andet og mere han skal have rede på.
Han rejser sig, aldrig har han følt sig stærk og let som nu, end ikke den gamle skade i benet der gjorde ham til rorsmand kan mærkes.
Han smiler ved tanken om benet. Altid kendte han vejret før de andre, det havde fået hans ry til at vokse.
Nu vil han.....
Vilf stivner, hans tanker går i stå, alt i ham står stille .
Langsomt går det op for ham, benet fjerner hans sidste tvivl.
Vilf vakler et øjeblik så slår en ny tanke ned, og en følelse af stolthed farer gennem ham.
Han Vilf var fundet værdig af Valkyrierne til at sidde med Odin og de andre kæmper i Valhal.
Det var i sandhed en belønning der var et usselt pile sår værd.
Som i et nu ser han sig sidde med gamle frænder og drikke Mjød mens Odin og de andre kæmper hilser ham.
Han løfter hånden og....
Ensomhed og tvivl fylder hans sind.
Skal han da selv finde vejen.....
Langsomt slukker tusmørket himlens bål og fylder landet med ro.
Grå og tavse ligger stenskibene, til tidens fylde er inde.
føs.