Phontoppidan's "Den Danske Atlas" ( 1763-81 ) I bind 4.
Der handler om Stiernholm amt står om øen:

HIARNØE
Til dette amt hører allene en af Udøerne,som de i Horsens-Kanten kalder, nemlig Hiarnøe, som er ganske omflødt, ligger østen for østrup Mark, omtrent en halv Fjerdingveis fra det faste land imellem Alrøe og Endelave. Landets Længde og Bredde er ei stort over en Fjerdingveis, på hvilken Kant man end Tager det, er dog noget længere en bred. Hiarnøe har ikkun een bye af samme navn, og deri ni Bøndergaarde og nogle Huse, Staaer i Matriculen for Hartkorn 71.Tønder 6.Skiepper 1.Fjerdingkar 1.Album og haver omtrent 110 Mennesker.

Den udgiør dog et Kirke-Sogn, et Annex til Glud, og tilhører Consistorialraad Glud, som er Sognepræst for begge menighederne. Kirken er liden og uden Taarn, hvorfor Klokken hænger i et hul over Vaabenhuus-Døren. Kalken er af Sølv og forgyldt, given 1641 af Jacob Sørensen Glud. Fjorden, som løber op til Horsens er 2. Mile lang men næppe en Fjerding bred, tager her sin begyndelse mellem Glud- og Hiarnøe-Sogne, hvoraf den på dette sted kaldes Hiarnøe-Sund.

Denne øe er bleven mærkværdig i historien og Antikviteterne af Skjalde-kongen HIARNE som den har sit navn af, hvilken de Danske for en Gravskrift, han gjorde over Kong FRODE, ophøiede paa Tronen, hvoraf igen FRIDLEV Frodes Søn, saasnart han indfandt sig i landet, nedstødte hannem, at han maatte flye til Jylland og opholde sig i Skjul på dette lidet Land. Omendskiønt han atter en og anden Gang baade med Magt og List forsøgte sin Lykke, maatte han dog bukke under og blev af FRIDLEV ihjelslagen. Hiarne blev med alle sine begraven paa sin tilflugts-øe, og skal Graven efter Saxonis Grammatici Vidnesbyrd bære hans Navn, at den kaldes Hiarne-Høi, uden tvivl samme, hvorom Hvidtfeld pag. 10. melder:
Af hannem skal være nævnede Hiernøe og Hierum Høye; thi nogle skrive Navnet urigtigt Hiernøe, og andre Jernøe. Denne Begravelse som nu er tilovers, og er en af vore ældste og rareste Monumneter er saaledes af Sognepræsten beskreven:

" På Hiernøe, sydost for Kirken på en plads af 60 Favnes Distance tet ved Stranden, kaldet Kalle-Steene, siges Kong HIARNE at være begraven. Paa denne Plads, som er jævn og slet, men smal og af Havet indekneben, findes vel 30. med maadelige Steene net afdelte Grave, i tre Hobe, næsten lige mange i hver Hob. Hver grav er ved 4. Alne lang, vendende mod øster og Vester, og er det merkeligt, at i hver Hob er den eene Grav ei skilt fra den anden ved noget Rum, men ganske tet føiede til hverandre, og det i en Runddeel, saa de alle har een i Midten, og midt i den midterste Hob, slutter man, at Kongen er begraven, men nu ere de fleste af Stenene med Grønsver overgroede".

Vormius in Additam. ad Mon. Dan. Pag. 4. giver en tegning af denne Antiqvitet, men beskriver den lidet anderledes, i det han allene nævner noget over 20.Grav-Høie, hvoraf een, som skal være Kongens Grav, er meget større og pynteligere med Steene omfattet end de andre, ved 30. Alne lang og omtretnt 20. Alne brede.

Efter Resenii Beretning i hans Danske Atlas, koge indbyggerne paa Hiarnøe Salt af Tang. Om de maaske har lært dette af Kong HIARNE, som for en Tid gav sig ud for Salt-Koger, eller han snarer har lært Kunsten af dem, er uvist. Paa Hiarnøe Mark er en liden Kilde, som ei i de tørreste Sommere kan blive tør, eller i de haardeste Vintre fryse..

På denne øe er ingen Skov, uden lidet Krat, indhegnet til trende Gaarde. Her er hverken Tørve-Moser eller andet til Ildebrand, men dette maae de ki1be paa det faste Land og føre det til Baads hiem.
Mandfolkene klæde sig moxen som Skibsfolk. Nærings-Midlet paa Hiarnøe er i disse Tider fornemmelig Agerdyrkning, da landet er temmeligt godt Korn-Land. Bondens Opdræt af Creature hjælper ham kun lidet der, hvor de har saa lidet græs. I forrige Tider hjalp deres Fiskerie dem noget, men nu intet, da de i de fleste Aaringer neppe faae saa meget, at de kan betale Omkostningerne med. Og siden fiskeriet slog feil, har Qvinderne grebet til at væve, hvilket næst Avlingen er det fordeelagtigste for Beboerne.

FORTIDSMINDER OG SAGN
Som omtalt foran hos Pontopidan har der fra gammel tid langs sydkysten af Hjarnø ligget en del stensætninger som havde en anden form end de almindelig kendte her i landet. Stenene var stillet således op at de dannede omrids af et skib med lave sten langs siderne og større sten i enderne. Man har tydeligt villet gengive formen af et skib og tænkeligt er det at det er søfolk man har begravet her. Men hvordan det er sket og hvornår ved men intet om, Der går sagn om et søslag som skal være udkæmpet nær øen og det er måske de døde herfra man har hensat. Gamle optegnelser viser at "skibene" ligger i tre grupper med en halv snes stykker i hver. I disse grupper ligger en stor stensætning ig udenom nogle mindre. Man har gættet på at en stor i hver gruppe skulle være en høvdingegrav.

Alle skibene vender i retningen vest-øst. En del af de mindre er næsten runde og der er en vis uregelmæssighed over placeringen, der kunne tyde på at de ikke var sat op samtidig, måske har det engang været øens begravelsesplads. Det lave land hvor de findes har engang været en holm og men kan endnu sopre en stenrække som fører fra land over til holmen.

Igennem mange slægtled respekterede man de gamle minder, men op mod vor tid tog men det ikke så nøje, man hentede af stenene til bygning af udhuse og møddingdmure, stenene var nemme at få fat på pg andre gravede man ned for at kunne pløje. Den største sten blev ødelagt for et halvt hundrede år siden. Thomas Jensen hentede stenene til sine bygninger. De gamle sagde til ham at det skulle han ikke gøre, det ville bringe spøgeri og ulykke, men han havde ingenting mærket nogensinde, sagde han. Den sten han fjernede kaldte man " Æ KAMPESTEN".

Omkring midten af forrige århunderde var der soldater herovre, som gennemrodede stensætningerne, det har heller ikke gavnet deres bevarelse, muligvis er det sket under Frederik den 7, der havde interesse i oldtidsminder..

Helt op til 1935 lå så kun nogle enkelte sten på en plads, hvor ploven aldrig var gået. Ejeren Anders Rasmussen havde gjort opmærksom på sagen, Søren Knudsen havde meddelt Nationalmuseet, hvordan landet lå, med der var tilsyneladende ingen interesse for sagen. I 1934 skrev Lærer Adsersen over til Nationalmuseet, og da var det til alt held kommet andre folk til. Man aftalte nu at der skulle begyndes en undersøgelse den følgende sommer.

Efter høst i 1935 kom konservatorene Rosenberg og Raklev. Rosenberg rystede på hovedet, men den optimistiske Raklev mente at man måtte prøve, og i de følgende dage gravede øens befolkning resterne af 10 stensætninger frem. De havde ligget skjult under grønsværen. Under en del var der trækul og der fandtes små rester af potteskår, ligesom der blev fremdraget rester af et jernsværd.
Udgravningen var en begivenhed.
Videnskaben anså den for meget værdifuld - og den glædede os herboende meget.
Det blev slået stort op i aviserne og året efter kom dr.Broholm fra nationalmuseet for at undersøge gravene nøjere. Det blev konstateret, at der fandtes brændte ben i dem. Man har altså brændt ligene af de døde, men ellers kom intet nyt frem ved den undersøgelse.

Mere udførligt referere Adsersen:
"Den 19 august kom så Rosenberg og Raklev og så på sagerne. Vi begyndte at rode løs med spade og søger, og det lykkedes os at finde en helt anden skibssætning end den vi havde tænkt os at rejse. Så rejste Rosenberg, og Raklev gik igang med arbejdet. næste formiddag fandtes flere sten, og nu kom der gang i arbejdet. Anders Rasmussen skaffede folk og køretøjer og vi sled i det med at grave græstørv bort og sætte dem i dige rundt om pladsen. Anders Rasmussen overlod pladsen til Nationalmuseet som fredet minde. Den 22 rejste vi stenen op, og nu står der rester af 10 skibssætninger fra vikingetiden, rejst ved fælles hjælp af øens egne og nationalmuseets folk.
Pressen besøgte os, en flyvemaskine fotograferede og store referater med billeder fortalte hele landet om den lille konge ø i fjorden.

Det var et stort øjeblik for os da sløret løftes lidt for det hensvundne.
Hr Raklev mente, at skibene var sat af Norske eller Svenske Vikinger over deres døde, for på den tid kendtes ikke andre skibssætninger her i landet, siden har der vist sig vi har flere af den slags . (Især ved Lindholm). De følgende dage var der stort besøg på øen, og foruden seværdighederne ved gravene har en del opdaget, at øen er meget smuk - en lille perle midt i mundingen ind til den kønne Horsens fjord.


Følgende digt af Anders Rasmussen stor at læse i Horsens Folkeblad et par dage efter udgravningerne var færdige:

Ved vikingeskibene på Hjarnø

Mod stranden i brus de bølger går
og synger en skøn melodi,
de synger om tiden,der nu farer hen
og om den,der forlængst er forbi.

De synger om vikingeskibenes færd
over hav mod de fremmede strande,
de synger også om disse her
der stævner mod ukendte lande.

De stævner mod vest efter dagens dåd,
mod landet, hvor solen går ned.
Did stævner hver en dødsmærket båd
for at finde den evige fred.

En har vel kæmpet,før dagen blev nat
og en for dagen i morgen.-
og for at værne om mindernes skat,
og en for at glemme sorgen.

Træd sagte du vandrer - og ej på min grav
det er henfarne slægters minde
Den stolte slægt, som for over hav,
det er minder om dem du vil finde.

Tusinde år har de hvilet i fred,
skærmet af græstørv og sand.
Lad dem i fred i tusinde år
her ved det rullende vand.

Ja her kan du finde af slægterne spor
ved stranden i stene og sand,
og her kan du finde den skønneste fjord
som findes i danernes land.


Horsens Folkeblads bogtrykkeri udgav i samme anledning et lille skrift med billeder "Oltidsgravene paa Hjarnø" på hvis bagside ovenstående vers er trykt.