BEGIVENHEDER OG PERSONER


ILDEBRAND
1826 var der legestue i tvillinggården (nu Sølyst). Da stak en karl piben ind i kornet, som den antændte og gården brændte ned. Derved blev den ene gård flyttet helt ned til vandet, og blev så kaldt Vestergård. Ellers har der ikke ret ofte været ildebrande her. Jørgen Juuls gård, nr 2, øst for skolen, brændte 1807 ved lynnedslag. Den gamle mand slog to kors for sig og gik ind, men da ilden brød ud måtte han skynde dig ud. Karlen, der havde et par nye støvler, ville hente dem, men brændte inde.
1908 Brændte det første Lodshus. Lodsen havde ferniseret nogle ruser, som selvantendtes.


VALBORGAFTEN
Den gamle skik med at brænde Valborgblus er blevet holdt i hævd her. Engang holdt de unge blus nede på marken. En tjæretønde var sat på en stang og holdtes af mejeristen. Det ville sognefogeden Rasmus Rasmussen ikke finde sig i, han kom til og brugte mund, men de unge tog ingen videre notits deraf. Da råbte den gamle sognefoged; " I lovens navn la'en fald," Intet skete, da råbte den gamle igen: " A seje i lovens navn, fandennamme, la'en fald'" og så faldt den. Den gamle sognefoged var en pligttro mand, der vel tog sig selv højtideligt.


PERSONER
Der havde været flere ejendommelige mænd herovre. Ole Hansen, som døde i 1930 i en alder af 88 år, var en gammel vis mand, der altid havde rammende svar og slående lignelser fra daglilivet parat. Han var fuld af historier og pudsigheder, han var veteran fra 1864 og dekoreret. Jørgen Juul, der var post i mange år og færgemand, til han var 80, var en meget klog mand. Han havde en god hukommelse og kunne bruges som leksikon i lokale anliggender. Rasmus Olsen, som boede ude ved stænge var så stærk, at han med lethed selv satte sin jolle i vandet. Engang da han sejlede ind i Horsens havn med en god vind, hængte der en trosse tværs for hans kurs. Han løb med god fart og folk, der så det råbte op, men Rasmus gik roligt hen og løftede mast og sejl af og lagde det ned, mens han gled ind under trossen. Hvem der kender vægten af en jollemast emd sejl, ved nok hvad det vil sige at løfte den og især med fuldt sejpres. I nabo ejendommen til Søren Pedersen var der en mand, som man kaldte Jens Smed. Han gik på dagleje og var en morsom mand, engang var han på arbejde hos Jørgen Hansen. Da var han så uheldig at blive bidt af en gal hest, den tog fat i hans hageskæg og rev det af og tog noget af huden med, han måtte nu til lægen og denne sputgte om han ikke havde taget skægget og huden med, så det kunne sættes på igen. Nej det havde han ikke, men det var vel ikke sådan at doktoren havde et stykke liggende, der kunne bruges. Siden fortaltes at doktoren syede et stykke hønsehud fast og man nu spændt ventede på om der ville vokse fjer ud, i stedet for skæg.

Jens Lodsgård var en morsom mand, hos Niels Pedersen spurgte husholdersken ham, om han ville have en dram, eller vente til hun fik lavet kaffe. Ja, sagde han, han kunne jo drikke en dram, mens hun lavede kaffen. Jens havde hest og vogn, men brød sig ikke meget om at køre, engang var han kørende med doktoren fra skjolde, og det havde gået stærkt. Da de endelig stod nede i den lille båd, der skulle sejle dem over, sagde jens: " Det var da godt, vi fik bund under fødderne".


TÅGE OG IS
Mellem hav og fjord, kalder Sigurd Elkjær sin bog, hvori handlingen er henlagt til Hjarnø. Man har også altid hav og fjord for øje her, og det er vor glæde. Men havet kan også volde fortrædeligheder, især under storm. Undertiden kan der blive så stærk højvande, at de lavere dele bliver oversvømmet.


TÅGE
I storm kan det være drøjt nok at sejle over, men værre er det, når det er tåget. De gamle fiskere har ofte døjet med tågen. Engang roede en mand mod snaptun i tåge, det tog lang tid, men endelig mente han at være der. Der stod en mand inde på land mellem et par stænger og han mente det var købmanden og råbte: " Godmorgen Leth". Det var imidlertid Jens Jørgen Jensen, der stod inde på odden med sine rusepæle, og han lo ad ham. Siden den tid sagde man, når noget gik forkert: Ja, godmorgen Leth.

Da Jørgen Juul i 1928 skulle sejle skolekommisionen herover til eksamen, havde han glemt sit kompas. Da blev det tåget og de sejlede længe rundt og var først klar over hvor de var da de løb ind ved den hvide sten.


IS
Om vinteren kan havet frembyde et helt andet skue end det sædvanlige, når isen lægger sit stivnende præg over det. Der går gerne et par dage, hvoe der ingen færdsel er mellem land og ø. man går så ud og prøver med økser om isen kan bære, og er den stærk nok sættes en norsk pram på en slæde, og istransporten kan begynde. Det er ikke altid at isen er behagelig at færdes på. Den kan være blank og glat, så men kunne løge på skøjter til Horsens eller pigge derop med en isslæde. Engang faldt en af mændene af slæden på en sådan tur uden de andre opdagede det, før de var langt borte.

Fra gammel tid har man beretningerne om samsøboerne der i 1870 kom kørende og ridende gennem det nordre sund. Engang kom herskabet fra Palsgård kørende i kane forbi østerbjerg, på vej til Gyllingnæs, om aftenen hørte man igen kaneklokker, men pludselig blev der stille og mange mente kanen var gået gennem isen, men det var heldigvis ikke tilfældet. Endelaveboerne har mange gange måttet foretage turen over isen med slæder. Så kommer der lange karavaner af slæder, forspændt heste. Det var deres landbrugsprodukter, de bringer, og købmandsvarer de henter. Flere gange er der kørt biler derover, således i 1929, da isen lå i seks uger. I 1940, 1941 og 1942 var det meget strenge vintre, særligt 42. Da frøs havet til midt i Jannuar og vi kørte i kane til Snaptun lige til den 1ste April. Præsten gik over isen til gudstjeneste i påskedagene, undtagen 2. påskedag da slog isen en revne, så nogle kunne sejle over og samtidig andre gå ved siden af revnen, det var den 6te april men da var isen usikker. Samme vinter var vi på Alrø og spillede dilletant, det var en romantisk tur da vi midt om natten i kane kørte tilbage. Det var så lyst at vi kunne se de andre kaner, der kørte mod hver sit mål på Hjarnø, flyve over isen.

Men der kan også være fare ved at færdes på isen. Omkring 1870 var Simon østergård fra Alrø der på sine gamle dage boede hos Rasmus Karl Simonsen i Lodsgården, gået ud på isen øst for Alrø sammen med en anden mand. Da slog isen en revne og de to kunne ikke komme i land. De drev udad og måtte tilbringe natten på isen. Til sidst gik den i stykker, og i nærheden af Tunø løb de på isflagerne, men nåede dog iland ved Tunø fyr. Hjemme var man meget ængstelig for dem og først næste dag fik man at vede om deres redning. Simon fejrede hvert år dagen for sin redning.

Samme vinter var ejeren af Gersdorfslund kørende ud på isen med hest for sparkstøtting. Han opdagede da en revne i isen bag sig, og ville vende om, men kunne ikke få hesten over. Han tog da geværet og skød hesten, sprang selv over og blev reddet. Nogle mænd var på vej til Endelave, bla. Hans Knudsen fra Snaptun, han og de andre vendte om da de mærkede at isen var ved at revne, men en mand fortsatte dog mod Endelave, men nåede aldrig i land. Man fandt hans lig henad foråret.

Engang gik mølleren fra Hjarnø til Alrø på isen. Undervejs blev det tåge, og det var aften, sså han fik vild. Omsider kom han da iland og nåede op i en gård. Ved sovekammer vinduet bankede han på og spurgte om vej. Der blev spurgt indefra, hvor han kom fra. Ja han var da fra Hjarnø Mølle. JA der er du endnu, lød svaret.
Han var havnet hjemme.

En anden mand gik vild på isen og kom til en gård på Snaptun hvor der boede en mand der ikke var så rar. Da han nu gik rundt i gården for at prøve om han kunne kende hvor han var, blev et vindue åbnet og manden i gården råbte: Sig hvem du er, eller a skyder. Hjarnømanden blev så bange han nær havde glemt hvem han var.
Tildels fortalt af Lauers Jørgen Lauersen og Anders Rasmussen.


JORDEMOR
Befoklkningen har altid været venlig stemt over for deres lærere måske lige undtagen i provisorietiden, hvor de politiske bølger gik højt. Lærer Henriksen var meget konservativ og beboerne venstrefolk, det mærkedes nok på offeret til degnen. Lidt anderledes kunne forholdet til præsten være. En tid måtte beboerne stille med fire mand til at ro præsten over om søndagen, og det var man ikke glad ved. Kendt er historien om de fire mand der blev uenige med præsten og holdt op med at ro ude midt i sundet, så præsten ikke kunne komme iland, før de ville. Degnen var ikke den eneste embesmand på øen. Der var en anden der tog sig af børnene før ham og det var jordemoderen. Der har været ansat jordemoder her igennem mange år. Den sidste fastansatte var Annine , gift med Jens Lodsgård.

Hun skulle engang ud til Søren Pedersens, hvor de ventede en arving. Hun var selv gravid og blev syg derude og måtte gå i seng. Man måtte nu have bud efter jordemoderen fra Alrø og der blev nu føst en dreng i den ene seng ig en pige i den anden, drengen var jordemoderens. Man fortæller at forholdene var sådan, at det nær kunne have gået galt for Alrømadammen også, men det gik.


STEDER OG NAVNE


ODDEN
Hele odden blev under krigen 1940-45 solgt til Horsens kommune der gerne ville have den til fristed for teltfolk, lystfiskere og andre besøgende. Prisen for de forskellige lodder var ikke ret stor, omkring et par hundrede kroner. Peter Madsen, tidligere købmand, mente at han skulle have lidt mere for sin lod, da der stod et par små birketræer derpå. Han fik også nogle få kroner mere end de andre, og man morede sig over denne handel. Horsens skovtilsyn forsøgte nu at plante en del på odden, men det lykkedes ikke ret godt, der var for sandet og for barskt, kun Rosa Rugosa lod til at trives, og der blev små partier af beplantning, hvor harer og vildænder kunne finde et skjulested.


SANDFLUGT OG ODDEN
I trediverne forsvandt tangen fra havet på grund af en sygdom blandt havplanterne og det fik betydning for øen. Da tangen ikke længere lå som en skærmende vold, begyndte strøm og bølgeslag at forandre kysten. Der foregik skred på de østlige skrænter og der lagdes sand til odden og mod nordøst ud fra øen. Odden blev både længere og bredere og krummede sig ind mod land, så indsejlingen til How blev smal.

Da tangen forsvandt, blev der en fin vadestrand og der begyndte at komme mange gæster til øen. Der blev slået anlægsbro ude på oddespidsen, men den måtte flyttes hvert år, thi der hvor bådene kunne lægge til et år, var der næste år sandstrand. Der står nu rester af flere broer, den ene flere meter uden for den anden. Ligeledes står der langt inde på land en række rusepæle som man ikke kunne få op. Man ser at der tidligere har været sådanne perioder hvor sandet er skubbet ind i lag, både på odden og på sandagrene mod nord. Med tiden forsvinder æ How nok på den måde, ligesom det er forsvundet der hvor østermade nu er.

Skrænterne mod øst er interesante, da de består af jordlag fra både tertiær og istid. Om foråret ses lagene ganske tydelige og man mærker sig de forskydninger, der måtte være foregået. Den lavtliggende stenfri ler er skubbet meterhøjt op og man ser de fine årslag. Skråt op mod denne lagdeling fra tertiærtiden ligger istidens gruslag med partier af større og mindre grus og stenlag. på den lave strandbred ligger tusinder af sten i alle mulige former og arter.


STEDNAVNE
Et stykke ude i vandet mod øst ligger nogle store stne som men kalder " De bred dar'" (de brede døre). Ved lavvande kan det knibe at sejle over dem med en båd. Der er flere ejendommelige navne på steder langs kysten. Sandagrene mod nord kaldes "brægenholt2 måske efter fårene som har gået der. Stedet omkring skibssætningerne kaldes "kallestine" (kalvestene). Mod nord ligger Diljer, en lille sandknold ude i vandet og mod sydøst ude i vandet er en sandbanke der hedder "barsude" ,udtales besude. "Stænge" er stedet hvor man i gamle dage havde hegnet ført helt ud i vandet, når kreaturene gik i løsdrift. I æ How er der to små øer, "Store Drav og Lille Drav"

How kommer vel af ordet hav. Æ Flov hedder det lave vand i øster måe ( øster made, made=eng).
Et sted hedder skælfiskbald ,skælfisk er muslinger. Der var et gammelt vandhul vesterude som hed "Pølkeshwol", der vandede man kreaturer sommer og vinter.
Et vandhul mod syd hedder "Hvidkild" og det lave fugtige drag nær kirken hedder "kjerk'kild"


GRUNDLOVSSTENEN
Vinterne 1949 foreslog formanden for forsamlingshuset sognefoged Morten Grøn, at vi i fællesskab skulle rejse en sten med indskrift til minde om Danmarks riges grundlov, der havde været gældende i hundrede år. Der var enughed om sagen, og vi gik rundt om øen langs stranden, hvor der ligger mange store sten og fandt et par stykker, som kunne egne sig til formålet. Men hvordan skulle vi få den op til forsamlingshuset? vi forespurgte hos Falcks Redningskorps, og en sagkyndig derfra mente at den største og kønneste var for stor for deres grejer.

Vi udså da en anden, som lå ved øens sydside, den havde et navn og blev kaldt for "Tammes's Sten", hvorfor ved ingen. En vintereftermiddag gik vi igang med at fragte stenen op til pladsen, der var mødt mange af øens beboere. Vi fik stenen hævet og lagt på en slæde, og ca 80 mennesker trak med den lethed op til forsamlingshuset. Da vi kom derop med den mente nogle den var for uanselig og opfordrede os til at tage den store som lå ved den nordre bred. Vi var betænkelige, men gik alligevel i gang den næste dag, og det lykkedes virkelig at få rejst stenen ude i vandet og få den op på en stærk slæde, lavet af telefonspæle, og nu gik turen op over markerne med stenen trukket af de mange mennesker. Turen foregik under sang og megen munterhed, indtil vi endelig stod på oladsen øst for forsamlingshuset med den store smukke sten.

Formanden foreslog at man kunne tegne sig for et bidrag ved at tilkendegive hvor mange indhugne bogstaver, man ville betale. Og så blev man opfordret til at prøve at forfatte en indskrift, der skulle stå undewr ordene "Danmarks Riges Grundlov 1849-1949".
Der indkom enkelte forslag, men det blev et vers forfattet af Viggo Lodsgård der blev antaget, det lød således:


Fra Arilds tid til nutidsdag
ved øens bred jeg lå.
Lad over mig det danske flag
for ret og frihed stå.

Stenhuggeren gik i gang med arbejdet og pinsedag den 5 juni 1949 samledes vi tidligt om morgnen på pladsen hvor stenen blev afsløret og et stort nyt danebrogsflag blev hejst på en ny flagstang ved stenen.
Flaget var skænket af en Hjarnøer, i mindet om en kær afdød ung mand. Det var en smuk fest, som ikke vil glemmes. Stenen står nu som minde om enighed i vort lille samfund og om kærlighed til vort fædreland og dets frihedslov.

Tammes's sten blev senere flyttet ned på sin gamle plads, idet nogle ældre mennesker mente, at man ikke måtte fjerne en sten, hvortil der var knyttet navn og traditioner. Der er vist rigtig nok, selv sten uden indskrift kan tale til slægten. Minder bør ikke fjernes.


BAUNGÅRD - Diverse fra Sogne protokollen.
JPB der skrev sognehistorie om Glud og Hjarnø, skrev en artikkel serie i Horsens folkeblad 1942. Ifølge gamle overlerveringer skal der i det 18. århundrede have hersket stor fattigdom på Hjarnø, jorden blev ikke dyrket rationelt og mange af øens folk for til søs. Først på deres gamle dage kom de hjem og faldt til ro på deres fødeø. En række forlis, hvorved omkom talrige Hjarnøboere skal være grunden til, at dette forhold blev ændret fuldstændigt allerede i forrige århundrede. De gamle Hjarnøer ville ikke længere sende deres sønner til søs, og i stedet slog de sig på landbruget, hvilket var til stor gavn for øen. Enhver vil vide, at landmændene på Hjarnø indtager en førende stilling inden for husdyrbruget. øen er som bekendt fuldstændig renset for kvægtuberkulose og i det hele taget er der vist få steder i vort land, hvor man finder så veldyrkede marker som på Hjarnø.

Hjarnø havde den fordel frem for andre fæstere at de var fri for hoveri. De kunne ikke komme over vandet med køretøjer og derfor svarede de i stedet for visse afgifter i form af vævede ting og efter alt at dømme, har de også måttet lervere den såkaldte præsteost, der var af særlig fin kvalitet.
Fra sogneprotokollen
Den 20 maj 1898 kommer der til sognerådet en skrivelse fra telegrafdirektoratet om anlæggelse af en telefon til Hjarnø. det vedtoges at yde 40 kr af kommunens kasse til bestyrelse af telefonen på Hjarnø. Hvis denne sum er for lille, må Hjarnøerne selv selv betale resten.(samtidig blev der oprettet telefon i Snaptun).

14 Jan. 1902 blev det vedtaget at bygge en ny skole på Hjarnø, dertil låntes 8500 kr. Skolen blev taget i brug 21 Sept. 1902.
19 Juni 1909 blev der gjort akkord med gæstgiver Jensen, Snaptun, om brugen af hans skibsbro. Han skal have 100 kr årligt i5 år for at komunens beboere frit må benytte broen.
11 marts 1920 kom der et andragende til komunen fra flertallet af Hjarnøs beboere, om atfå øen skilt fra Glud komune, således at Hjarnø blev selvstændig. Andragendet motiveres med øens isolerede beliggenhed og de vanskelige samfærdselsforhold. Sognerådet vedtog at nedsætte et udvalg til at fremskaffe oplysninger, som kunne anses for nødvendige i henhold til sagen. 8 November 1920 var sagen om adskillelsen atter til behandling. Komunens gæld og formue var opgjort, og der forlanges at Hjarnø skal overtage 15 % af såvel gæld som formue. Inden sagens anden behandling bliver man enige om at afholde et møde for at høre komunens beboeres stilling til sagen. dette møde gav dog ingen oplysning, der kunne have betydning og ved næste behandling forlangte sognerådet, at Hjarnø skulle udrede en sum på 58595 kr til Glud komune ved adskillelsen.

Denne sum kom man senere i tanker om var for lille, medens Hjarnøerne mente den var for stor.
Adskillelsen blev opgivet, der var nemlig ældre mennesker der kunne huske noget om at man i sin tid ( i 1842) havde givet penge for at komme til at høre til Glud Sogn (komune) og da de hørte, at de nu skulle give en stor sum for at blive adskilt igen, sagde de nej tak, det skulle de ikke være med til, og så blev sagen opgivet. Det blev i stedet vedtaget at udvide sognerådet fra 9 til 11, så kunne Hjarnøerne bedre vælge 2 medlemmer til sognerådet.


Enhver vil kunne forstå, at Hjarnøboerne nærer stor kærlighed til den jord, deres slægt har dyrket gennem mange århundreder. I de senere år har man kunnet glæde sig over den voksende interesse blandt øens beboere for bevarelsen af de gamle smukke gårde. Mange steder er bindingsværket blevet draget frem fra pudselagets gemme, og forhåbentlig vil denne udvikling fortsætte, således at alle der gæster den lille skønne ø, vil kunne se, at der værnes om den arv, Hjarnøboerne fik efter deres forfædre, der med samme sikkerhed førte ploven over landet som skibene over søen.
Anders Rasmussen har berørt noget af det samme i et lille digt om " Det Gamle Asketræ " ( østerhenne)

Der står et gammelt Asketræ
så rank og stolt foruden læ,
det voksed op på liden ø
i storm og sol, nær salten sø.

Ved foden af det kilden sprang
i storm og stille vinden sang
det hvined' i dets krone stor
når vinterstormen sang tenor.


Men når fra øst en sommervind
med dis fra havet kom herind
det hvisked i dets grønne løv
om dræ af rug og blomsterstøv.


Du stolte træ ved øens kyst
du hvisked mig en sang i bryst
om slægten på vor lille ø
der pløjed både land og sø.


VEDRØRENDE SKOLEN
I embedsbogen for Hjarnø skole står fortalt følgende:
" Før omkring 1820 var der ingen skole på Hjarnø, men en omgangslærer ved navn Niels Bro besørgede på den tid undervisningen. Der blev holdt skole en uge på stedet, og man begyndte ved den ene ende af øen og blev ved til den anden ende. Før den tid er der så vidt vides ikke givet undervisning for den opvoksende ungdom."

En tildragelse fra undervisningen er fortalt nedskriveren:
I matr.nr. 4 boede Jørgen Madsen, der var gift med enken Ane Jensdatter. Hun var en troende kvinde - påvirket af de "stærke jyder". En skoleholder, vistnok læreren fra østrup, P.Glud, skulle holde skole hos dem i den stue, hvor folkene opholdt sig til daglig. Børnene opførte sig da uordentligt og kastede med både det ene og det andet til måls efter konen, der sad i samme stue og spandt. Læren snarer opmuntrede børnene til optøjerne, hvorfor Jørgen Madsen klagede over ham til Provsten.

Hvad følge klagen fik melder historien intet om. Men det fortælles at det barske folk herovre lovede læreren prygl, hvis han nogen sinde igen kom herover. Siden den tid kom han aldrig, ikke engang da der var en kirkelig forretning, hvor han skulle med Præsten. Han meldte sig syg for ikke at blive udsat for overlast.

Efter skolens bygning, et gammelt hus, der blev købt til nedbrydning ovre i Sejet og stillet op som skole på øen, har der virket flere fastansatte lærer her i følgende orden:
J. Baggesen 1819 - 1842
Th. Hansen til 1847
Madsen-Videbæk 1847 - 1856
R.V. Jensen 1856 - 1858
Hørlyck 1858 - 1861
Mathorne 1861 - 1863
L. Knudsen 1863 - 1883
Henriksen 1883 - 1888
N. Lodsgaard 1888 - 1913
C. Jensen 1914 - 1927
A.J. Adsersen 1927 - 1963

Om de førstnævnte lærer findes ingen oplysninger. De har sikkert ingen fin skolestue haft at arbejde i. Datidens skolestuer var simple. Bænkene var her som andre steder fastgjort i gulvet og bestod af simple brædder slået på pæle. Gulvet var belagt med brosten, væggene var sikkert ikke prydet med andet end hvad børnene kunne finde på at pryde dem med i fritiden. Om lærernes dygtighed og virkemåde kan der altså intet berettes.

Deres redskaber har ligesom bohavet været simple. Børnene sad og skrev i sand ved firkantede kasser og slettede ud igen. Tiden blev delt mellem stavning, læsning og religions undervisning, mest udenadslæren i lærebogen.
Den førstnævnte lærer J. Baggesen ligger begravet her på Kirkegården. Ved det søndre dige på Hjarnø kirkegaard står der en tavle af sandsten med følgende inskrift:

Minde over - Jens Baggesen - født i Haastrup 1771 - død på Hjarnø 1842 - gift med pigen Marie Jens datter - Kaldet til Hjarnø som Skolelærer og Kirkesanger 1819 - avlede 7 børn - 2 Sønner og 5 Døtre - Rejsed af hans Søn Bagger Jensen 1844.


Th. Hansen, der rejste herfra 1847 blev lærer i Glud. Fra 1847 var Madsen-Videbæk lærer her ved skolen. Han havde tidligere været lærer i Vestjylland. Hans bogkiste findes endnu på skolemuseet i København. 1856 rejste han herfra til Vinten-Enner. En del af hans børn er opvokset her på øen.


Nielsigne Bie har i sin "Mindebog" fortalt om skolen og lærerfamilien på Hjarnø i de år.
En af sønnerne blev senere fiskeriinspektør og boede i København. Han havde oprindelig lært forstvæsenet og havde fået ansættelse, men på grund af sine politiske standpunkter (Venstre) fik han sin afsked som skovfoged i Nørrejylland. Godsejeren delte ikke hans anskuelser. Slægten har sikkert været dygtig. En anden søn Mads Chr. Videbæk blev forstander på Uldum højskole. En søn af ham er nuværende seminarielærer Videbæk på Jelling seminarium.

Lærer Jensen, der var lærer her fra 1856 til 1858 var en lærersøn fra Uth. Han havde fået sin uddannelse på Jelling seminarium hos forstander Svendsen, af hvem han var stærkt påvirket. Han ville i sin tid indføre Balslevs Bibelhistorie, men kapellanen Veiland i Glud ville forhindre det.

Senere hen ville kapellanen indføre en ny lærebog til konfirmations forberedelsen, men det vakte stor modstand hos øens befolkning, måske fordi kapellanen havde stillet sig modvillig over for læreren. En af konfirmanterne havde fået en lærebog med hjem, men søndagen derefter gik hans fader Anders Sørensen efter prædiken op og lagde bogen på alteret med ordene. " Her har de deres bog igen Hr. Pastor ".

Efter gudstjenesten var der et stort skænderi ude på kirkegården, som fortsattes under overfarten til fastlandet. De fire mænd der skulle ro præsten over, holdt til sidst op med at ro og ville ikke sætte Præsten i land. Bølgerne har i dette tilfælde nok gået temmeligt højt ude i sundet.

Om lærernes dårlige økonomiske forhold den gang, vidner en lille beretning om lærer Hass i Glud. Han sendte andragende til sognerådet om at få et løntillæg, thi nu havde han set sig nødsaget til at sende sin kone ud at tjene. Om denne begrundelse frugtede vides ikke.

Omkring 1860 blev der lagt bræddegulv i skolestuen, men et redskab kunne man dog træffe derinde, som egentlig ikke hørte til, nemlig savbukken. Det var særligt i Henriksens tid. Ligeledes egnede skolestuen sig godt til at tørre tøj i. Den gang bestod skolen kun af en lang bygning. Der var stald og lo i den ene enden, hvor skolestuen var. Enkelte kan endnu huske at lærerens får undertiden løb over halmen og trampede ind over loftet over skolestuen til morskab for børnene.

Skolelodden var indtil omkring 1855 på ca 3 tdr. land og gik fra nuværende vestre skel til en linje sydpå fra den nuværende urtehaves østre ende. der er endnu spor efter en gammel vej. Da nabogården på den tid blev fæsteledig, blev den solgt til landmand Mads Rasmussen, der tillige var lods, og blev kaldt Mads Lods. Godsejeren lod 1855 tage ca 2 tdr. land fra Lodsgården, og disse blev lagt til den skolelodden, så det østlige skel for skolelodden kom til at gå ved hvidkildes vej. De følgende lærer drev så deres landbrug her, samtidig med at de passede skolen.

Beboerne måtte som andre steder svare afgifter i naturalier til læreren.
Lærer Jensen rejste herfra til Skjold 1858, hvor han var lærer i mange år. Hørlyck, som blev lærer efter ham, var fra Sønderjylland. Han var en rolig og bestemt mand, men noget tungsindig. 1861 rejste han til Vrigsted, hvor han endte sine dage. Efter ham kommer Mathorne, der var med som frivillig i krigen 1848-50. Han var dygtig i skolen, men førte måske nogen af feltlivets vaner med sig i sit privatliv, hvilket ikke gav ham nogen god omtale. Han rejste 1863 til Læsø. Ved krigens udbrud 1864 meldte han sig atter som frivillig og fik efter krigen ansættelse i Odense.

Efter ham kom i 1863 L. Knudsen, som blev her i 20 år til 1883. Han blev gift her, og hans hustru var efter sigende meget dygtig til at holde sammen på det fattige hjem og pleje deres mange børn godt. Han var en fin jæger, der kunne skaffe en del af behovet ved at komme hjem med kød til gryden og fjer til dynerne. En søndag var han på jagttur og glemte rent, at der var gudstjeneste om formiddagen. Først da han ser præsten blive roet over går det op for ham og han måtte skynde sig ind i Vestergaard og låne en pæn frakke.

I skolen var han dygtig til at undervise børnene, Allerede fra den tid har der været holdt aftenskole. Knudsen var en dygtig skribent og lærte de unge i aftenskolen både at bruge en pen og et gevær. Geværet blev ladet med en fænghætte, og det gjalt så om at puste et lys ud med det.
1883 byttede han med lærer Henriksen og kom til Skrødstrup ved Randers. Der fortælles et eksempel på hans skydefærdighed. Engang sejlede godsejeren over sundet; noget borte lå en pram med en mand i. Da kom en flok ænder, manden skød og der faldt en and, han greb det andet gevær, skød og nok en and faldt. Godsejeren spurgte da færgemanden, hvem den mand var. Ja det var da lærer knudsen. "Ja det kunne jeg tænke", sagde han.

Man havde dengang kun enløbede jagt-bøsser, derfor var to geværer nødvendige, da der var mange fugle. En anden gang var han mindre heldig. Han lå for andetræk, og noget fra ham lå en af hans elever i en anden pram. Da kom der en flok fugle. Knudsen skød forbi, men den anden ramte. "Jeg tror sandelig du bliver dygtigere end mig knægt". sagde Knudsen. Det nuværende udhus af kampesten blev opført omkring 1881. Lærer Henriksen var her i en tid, hvor de politiske bølger gik højt, hvor partierne stod skarpt over for hinanden. Han var højremand og de fleste af beboerne venstre, og de skarpe modsætninger bevirkede, at forholdet ikke var så godt, som det burde være, og der blev sparet på højtidsofret til degnen. Hans søn har fortalt at han forbød sine børn at gå over i naboens have, hvor der var politisk møde med Chr. Berg som taler.

Hans hustru indrettede en høkerhandel i udhusets nordre ende. Her kunne fåes de nødvendige kolonialvarer samt lidt drikkevarer. Hendes børn lærte at betjene kunderne. Hun holdt af, at folk viste hende den fornødne respekt, men det faldt den jævne befolkning lidt vanskeligt at sige madame til hende. Deres drenge holdt meget af at færdes på vandet, hvor de hentede en del fisk til husholdningen. En af sønnerne ,Vilhelm, blev saddelmager og tapetserer. Han bor nu på Gl. Kongevej i Kbh. hvor han har en god forretning. Den gamle Henriksen levede endnu i 1930.

Henriksen flyttede til Horsens i 1888 og da embedet blev ledigt, blev det søgt af Niels Lodsgaard, en søn af Mads Lods på Lodsgaarden. Han var udgået som lærer fra Gjedved seminarium og havde tidligere været lærer ved højskolerne Hesselballe og Vrigsted samt vikar ved Horsens skolevæsen. Fra Horsens kom han hertil. Kendt som han var med befolkningen blev han en dygtig leder, lærer og opdrager for øens ungdom. Han intereserede sig meget for foredragsvirksomheden og formåede ofte fremragende talere til at rejse herover for en mindre betaling (kredsen var jo lille). Han drev landbrug og var en foregangsmand også på dette område.

Han var økonomisk velstillet og havde stor indflydelse. Flere af de forbedringer og fremskridt, der i denne tid blev gjort, har sikkert haft en god talsmand i ham. De sidste år som lærer her døjede han meget med sygdom og måtte ofte holde vikar. Han forpagtede da skolelodden ud til sin broder Jens Lodsgaard. 1913 tog han sin afsked og rejste til Horsens. Her døde han den 23-2-1915 pog blev begravet på Hjarnø kirkegaard. Hans enke der var dygtig til at undervise i håndgerning, døde 3-2-38 og blev begravet ved siden af sin mand.

På væggen i kirken hænger en sølvkrands, som befolkningen har skænket til minde om ham og over midtergangen hænger en messsinglysekrone, som Lodsgaard og hustru skænkede kirken ved deres sølvbryllup, de havde ingen børn.
Embedsbogen fortæller, at lærer Lodsgaard bortforpagtede skolelodden til sin broder Jens, for en årlig afgift af 150 kroner i året 1903 for en syvårig periode.
Lodsgaards løn var på det tidspunkt årligt:
Begyndelses løn 763 kr
Kirkebylærerløn 50 kr
+ 200 kr
1013 kr
Afkortning
for Jordlod 175 kr
Højtidsoffer 57.27 kr
Accidentser 20.27 kr
252,54
udbetalt løn 761.00 kr


Dertil bolig med have og 6 favne brænde årligt.
Under Lodsgaard blev skolen ombygget i 1902, og at alt blev så praktisk indrettet både i skolestuen og lejligheden skyldes sikkert for en stor del Lodsgaard. Ligeledes har han æren for at have plantet den nuværende frugthave og anlagt urtehaven med granhækken udenom på den anden side af vejen.

1914 den 1ste Jannuar blev Lærer Carl Jensen kaldet til lærer på Hjarnø. Han var født i Allingåbro og uddannet på Gjedved seminarium 1911. Efter et års vikariat i Vinten-Enner kom Jensen til Hjarnø som hjælpelærer for Lodsgaard og var her til 1. Nov 1913. Lodsgård fik da sin afsked på grund af sygdom og Jensen rejste til Kbh. for at aftjene sin værnepligt. Mens han var soldat blev han indstillet som nr 1 til embedet med adresse fra befolkningen på, at de ønskede Jensen, skønt han var soldat. Han blev da fri for soldatertjenesten og overtog embedet.

Carl Jensen var her til 1 august 1927, på hvilket tidspunkt han blev kaldet til enelærer ved Villersø skole pr Grenå. Jensen blev gift med den Norsk fødte Karen Myhre, der havde været i huset hos Lodsgaard efter et højskoleophold i Danmark. De havde ved deres afrejse tre børn: Gudmund, Ejvin og Thyra.
Om et lønspørgsmål angående degneembedet på Hjarnø har
J.P.Baungaard berettet ifølge protokol.:
Til skolekommissionen under 4. december 1860 var der fra Amtsrådet modtaget en skrivelse, hvori bemærkes, at der i skoleregnskabet for Hjarnø, som godtgørelse for de kirkelige forretninger ved lov af 8 marts 1856 var bestemt til mindst at være 10 rdl., kun var ført til en udgift med 5 rdl. Man vedtog at svare:

"Til de kirkelige forretninger, for hvis udførelse loven tilstår kirkebyens skolelærer 10 rdl., hører også klokkens ringning morgen og aften. Denne ringning har ingensinde fundet sted på Hjarnø på grund af, at kirken er beliggende langt fra byen, og dens klokke er så liden, at den kun sjælden kan høres tydeligt i byen. Da det formedels den store afstand ville være meget besværligt for læren at besørge denne ringning, dersom det gøres ham til en pligt, har forstanderskabet, til begge parters tilfredshed, forskånet ham for denne byrde, imod at 5 rdl. afkortes i de for kirkelige forretninger bestemte 10 rdl.

14. Jannuar modtages en skrivelse fra Amtet, hvori meddeles, at det ifølge ministeriel resolution er afgjort, at der ikke kan ske nogen afkortning, omendskønt læren ikke udfører alle i anordningen nævnte forretninger. Ifølge deraf fandt man det nødvendigt i ligningen for 1862 at beregne 10 rdl. til denne udgift.

Den 1ste december 1927 blev embedet besat af lærer Adsersen der havde været andenlærer i Stubæk ved Åbenrå siden sin demission fra Haderslev seminarium i 1924. Kort før sin tilflyttelse hertil blev han gift med Ingrid Hansen fra Tinggaard i Stubbæk. Adsersen var fra Ansager sogn i Vestjylland, men født i Esbjerg. Da han kom hertil, blev skolelodden solgt til Jens Jørgen Holm, Hvidkilde.

I 1940 blev kvisten bygget på skolen.
1954 Indviedes i Glud den nye hovedskole, hvor alle børn fra Glud sogn samledes til undervisning i de sidste 4 år af skoletiden. Senere blev skolen udbygget med en treårig realafdeling. For at skolen på Hjarnø kunne opfylde skolelovens krav om større timetal og udvidet sprogundervisning havde skolekommissionen søgt om at få en lærerkraft mere. Da dette blev afslået rejste Sigvardt Wulff som medlem af skolekommissionen til Kbh. og talte med undervisningsminister Bomholt, der gav tilladelse til at man forsøgsvis måtte oprette et timelærer embede.

Der blev så indrettet et klasseværelse i forsamlingshuset og fru Åse Fleischer blev antaget som timelærerinde fra 1st april 1957. Fru Fleischer, der er gift med Lods Fleischer, har studentereksamen og har de mellemste årgange til undervisning i dansk, regning osv. og underviser de ældste årgange i sprogene engelsk og tysk. Fru Fleischer rejste i 1962 og børnene i de ældste årgange måtte nu søge hovedskolen i Glud.
1958 blev der installeret centralvarme i Hjarnø skole.
1961 fik skolestuen nye borde og et nyt kateder.
1963 fik Adsersen sin afsked med pension og flyttede til Glud, 36 års skolearbejde på Hjarnø var endt. Det kan siges til slut at Hjarnøboerne altid har sluttet kreds om deres skole. De er interesserede i skolens arbejde, og de er gode mod deres lærerfolk.


NIELSIGNE BIE (fra hendes mindebog)
Hun fortæller om sit ophold på Hjarnø hos sin farbroder Madsen Videbæk. (hun var da otte år)

SKOLEN på Hjarnø var 1853 af bindingsværk uden afstolpning og bestod af en længe. Mod vest lå øverstuen med stampet lergulv og ved siden af et stort spisekammer, hvor moster Hedvig og jeg sov. Derefter kom dagligstuen med vinduer mod syd og omhængsseng mod nord. I den var der fjællegulv, men i gangen, køkkenet og i skolestuen var der kampestensbrolægning. Efter skolestuen fulgte der en tærskelo,kostald og svinesti. Endelig hørte der en lille have til med et flaskeæbletræ, der bar i tøndevis, og en stor syrenhæk, der skilte skolegården fra vejen.

I begyndelsen var Hjarnøpigerne ikke gode imod mig, de sagde jeg var alt for "udenlandsk" til at komme i deres lag. Og det led jeg meget under. Mine to fætre Kristian og Jens ville dewrimod nok slås med mig. Der blev sunget meget i Hjarnø skole. Jeg husker således tydeligt en vårdag, da isen på fjorden brød op i store flager og drev bort for en frisk vestenvind. Farbror fik børnene ud af skolen og op på et højt stengærde hvor vi stod og sang: " Alt vifter over lande den milde forårsvind og frit nu strømmer vande igen mod stranden ind." Det gjorde et dybt indtryk på mig.

BEFOLKNINGEN
Befolkningen på Hjarnø var jævnt velstående og vindskibelige og nøjsomme folk. De unge tog gerne en tur til søs og bragte penge hjem. Der var kun en familie, som ikke kunne ernære sig selv, men de tiggede ikke, de lånte bare og bar det aldrig hjem igen. De blev dog aldrig krævet for hvad de lånte sidst, når de kom på ny i samme ærinde.

GILDESMAD
Dengang var Hjarnø langt mere afskåret fra fastlandet end det nu er tilfældet. Folkene havde derfor mange gamle skikke og vedtægter. Ved deres bryllupper, barnedåb og begravelser fik de kun to retter mad med byggrød, kogt af hele byggryn i sød mælk og klipfisk, serveret med meldyppelse og sennep. Men de var lige så glade for deres mad, som folk var andre steder, hvor der blev disket op med fine retter.

Skulle et bryllup fejres særlig storslået, kunne der dog vanke hønsekødsuppe. De holdt ogaå klinegilder, simegilder, brødegilder og skagegilder. Der avledes megen hør på øen og der blev lavet en svær mængde lærred. I enhver gård og et hvert hus havde de en væv. Konen fik pengene for æg og lærred, hvorfor hun i reglen var så velhavende, at manden kunne låne op mod hundrede rigsdaler af hende, når det kneb.

Det var en ubrydelig skik, at ugifte folk skulle sige I til gifte folk. Skikken var så gennemført, at når bruden ved andendagsgildet fik set stivede hovedtøj på, som hørte til konernes stadsdragt, måtte alle hendes veninder sige I til hende. Da farbroder kom over til øen, brugte folk som en særlig høflighed at sige HAN til degnen og HUN til madammen. Da det var den samme tituluatur de brugte til hund og kat, bad darbroder dem endelig sige DU. Det gjorde da også hans nærmeste bekendte på øen. Resten lærte efterhånden at sige DE.

Farbroder fortalte morsomt og et gilde på Hjarnø, ved hvilken lejlighed han spiste af fad med en bondekone. Når hun tog en skefuld, slikkede hun grøden pænt glat, før hun dyppede i smørhullet. Da farbroder så det, opgav han at dyppe i smørret, men dyppede derimod i en tallerken sødet øl. Konen ville efterligne ham, da hun anså det for mest passende, og han opgav derfor også øllet og lagde skeen fra sig. Nu lagde konen også sin ske, men rigtignok med et lille suk, hun havde ikke nær fået nok. Det indtraf undertiden, at præsten ikke kunne komme over til øen, når hans nærværelse var krævet.


OVERFARTEN
Et år havde vi således ikke præsten fra fastelavns-søndag til 2nd søndag efter påske. Når præsten på grund af storm og is, ikke kunne komme til barnedåb, bryllup eller begravelse, holdt folk alligevel gildet til den bestemte tid og tog forretningen i kirken ved lejlighed. Jeg hørte fortælle, at engang det skulle være bryllup, slap bruden over, men brudgommen, der også skulle komme fra fastlandet, blev standset af den tiltageded storm. Først dagen efter nåede han over vandet, men den stakkels brud, som havde fået brudekransen på til den første dag, turde ikke tage den af førend vielsen var foretaget, da hun mente, at ægteskabet i så fald måtte blive rent ulykkeligt. Hun sad derfor oppe hele natten og ventede med kransen på.

Det var altid glædesdage for os børn, når der vankede en sejltur. Særlig spændende var det for mig dengang jeg skulle have et par spraglede bomuldsstrømper strikket færdig. Kunne jeg nå det og få dem på måtte jeg komme med på turen. Jeg nåede det, men ak og ve Strømperne skulle vaskes, inden de toges i brug. Resultatet blev at vi sejlede med de våde strømper som flag og at jeg glad og stolt drog ind i lærer boligen på Alrø med nye tørre strømper på.

DE STÆRKE JYDER
En anden gang skulle vi til et kirkeligt møde i Rårup. Vi sejlede til Snaptun og gik derfra til Glattrup, hvor vi overnattede hos Anders Bertelsen, den mand af "de stærke jyder" der trofast blev ved at bevare venskabet med pastor Fog i Skjold, efter at de øvrige havde vendt ham ryggen, fordi han satte dåbsordet over bibelen. De alvorlige samtaler der førtes i den gård gik over hovedet på mig. Men jeg kunne mærke der var gammel velstand og streng nøjsomhed til huse. Faster ville gerne have mine sko pudsede, men blanksværte var en luksus som ikke kendtes der. Anders Bertelsens kone tilbød os noget svinefedt, en anden gammel kone tilbød opløst kandis. Det sidste middel blev prøvet og viste sig probat, skoene kom virkelig til at skinne.
Farbrors forbindelser førte vist til at min mor blev bestyrerinde af børnehjemmet i Uth og dermed var opholdet på Hjarnø slut


BYDEMANDEN
Når der skulle bydes til bryllup på Hjarnø, gik bydemanden rundt med stik og hat og fremsagde en indbydelse, der lød således: A skal helsen fra NN og hans kone og deres datter og hendes forlovede om i vild værsgo allesammen og kom hen til dem fredag og hør på en brudeviels og så følle med dem hjem og nyd en måltid mad og bliv der et par timer eller 3-7-8-9- lisom I selv behager, så lover de at gjør jer en tjeneste igen på hvad måd de bedst kan, helst i et glædelig tilfælde.


UNGDOMSGILDER
Nielsigne Bie har fortalt om hvorledes bryllupsgilde fejredes i gamle dage. De unge kunne også nok selv lave gilde; så lejede de en storstue hos en af gårdmændene. Engang var de her i Lodsgården kog skulle tinge om gildet og skulle så aftale, hvad de dkulle spise, enten vælling eller grød. Ole Hansen sagde da, at de hellere måtte tage vælling, så sparede de dyppelsen og det kunne da løbe ned af dig selv. Desuden kunne de spare øllet.

Engang var der gilde med dans hos Søren Pedersen. De unge havde lejet en stue der. En af karlene kem sejlende derom, men strandede udenfor og måtte vade i land. Han fik sine lange støvler fulde af vand, men dansede ufortrødent hele natten igennem med de våde støvler på. Om morgnen kunne han ikke få støvlerne af, da læderet var krympet og fødderne hovne, de måtte da skære støvlerne af ham.


EN BISPEVISITATS PÅ Hjarnø

Et gammelt somerminde fortalt i "Jyllandsposten" somren 1943, af N.B.
En dejlig sommerdag i sidste halvdel af firserne besluttede jeg at aflægge et længe lovet besøg hos mine gode venner, lærer Lodsgaards, på den lille lave frugtbare ø i den østlige ende af Horsens fjord, der hvor Hjarne Skjald i den fjerne sagntid skal have digtet sit mindekvad til ære for kong Frode Fredegod, for hvilket digterværk han modtog den danske kongekrone som honerar. Det blev for mig en såre fornøjelig dag. Da jeg først på formiddagen nåede Snaptun, fik jeg en gammel rorsbetjent Povelsen fra Toldstedet til at ro mig over det smalle belt. øen var i festskrud.

Flagene vejede fra gårde og huse. Skolen var pyntet med blomsterguirlander. Skolepladsen var sirligt revet og strøet med grønt, og børnene havde fået ordre til at gå om ad bagdøren, da ingen måtte betræde pladsen, før fen ventende gæsts ankomst. Gæsten var slet ikke mig, men hans højærværdighed Biskop dr. theol. Johannes Clausen fra Århus, der just denne dag havde berammet bispevivitats i Hjarnø skole.

En stor dag for Hjarnøfolket blev det. For første gang siden reformationen blev øen gæstet af en biskop. Ved tidligere bispevisitater havde børnene måtte give møde i Glud skole ovre på fastlandet. Men nu havde stiftets nyansatte biskop bestemt sig for ved selvsyn at erkyndige sig om forholdene. Lærer Lodsgaard og frue lagde ikke skjul på deres glæde over mit besøg, det var som noget af deres nervøsitet over den gejstlige foresattes ankomst dulmedes.

Mit forslag om at vende om og komme igen en anden og mere belejlig dag ville de ikke høre tale om. Jeg måtte og skulle overvære hele festligheden. De to brave lærerfolk betroede mig at de slet ikke havde været glade for biskoppens ide, de var jo ikke indstillet på at huse en så fornem person, selv om de så bort fra den derved forbundne udgift og ulejlighed De havde nemlig hørt berette om højætværdighedens skarpe kritik fra visitatser rundt om i stiftet. Lærer Lodsgård fortalte, at han havde søgt at stramme sig op ved at fortælle børnene, at sådan en bisp jo i virkeligheden ikke var mere og andet end et ganske almindeligt menneske, så det var meningsløst at nære ængstelse og bekymring over hans korte varige nærværelse. Han formanede børnene til at være rolige og ikke lade sig anfægte af den store mand. Stillede biskoppen spørgsmål med hensyn til religion og andre skolefag, skulle de blot svare højt og klart. Spurgte han en, måtte de godt svare alle sammen på en gang. Og så var lærer Lodsgaard enig med sin kone i, at biskoppen ikke skulle få anledning til at rynke på næsen af noget som helst, inden for deres enemærker.

Huset var gjort rede til at modtage, om det så skulle være selve kongen. Nystrøgne, hvide og klare gardiner for vinduerne, blomster alle vegne, bordet dækket med kunstbroderet dug, og de smukke krystalsæt taget frem, keraflen fyldt med portvin af Horsens vinhandlerens den dyreste. Kageskålen forsynet med fru Lodsgaards lækre bagværk. Ikke engang en ekstra fin cigar manglede. Lodsgaards diplomatsfrakke havde fået en omgang presning hos hofskrædderen i Glud og fru Lodsgaards sorte damaskeskjole var påsyet hvid kniplingskrave, alt måtte erkendes at være tip top fra ende til anden. Ved middagstid nåede biskoppen, fulgt af sognepræsten fra Glud, den gamle pastor Plesner, over til Hjarnø. Lærer Lodsgaard tog imod de gejstlige herrer ved landgangsbroen.

Fru Lodsgaard modtog gæsterne i skoledøren og bød dem tage plads i dagligstuen. Da Lodsgaard ville skænke vin i glassene, strakte biskoppen afværgende hånden frem: "Tak, tak, kun en dråbe, jeg tåler ikke godt vin så tidligt på dagen." han smagte forsigtig på vinen. " Ah, måske en lille smule endnu, en ganske lille smule, tak, tak." Lodsgaard skænkede glasset fuldt. Biskoppen livede kendeligt op og tog uden betænkning en cigar, som syntes at falde i den fornemme Gæsts smag. Efter endnu et glas af den kostbare portvin, viste lærer Lodsgaard de høje gejstlige ind i skolestuen. Fru Lodsgaard og jeg slog følge.

Alle skolebørnene var samlet i skolestuen. De sad med foldede hænder og spændte miner. Ved biskokppens indtræden rejste børnene sig. "Goddag, goddag, kære børn", smilede højærvæedigheden nedladende.
Efter en salme begyndte overhøringen, som forløb til den høje autoritets fulde tilfredshed.
Salmevers, skriftsteder og bibelhistorie blev grundigt gennemgået og børnene klarede selv de vanskeligste spørgsmål. Biskoppen udtalte sin glæde over børnenes præstationer, både med henblik på deres viden og deres klare foratåelse af religionsfagene og takkede læere Lodsgaard for den dygtighed, han lagde for dagen i sin ansvarsfulde gerning. Derpå gik biskoppen videre i de andre skolefag og kom derunder ind på sit yndlingstema, det danske sprog.

I en ret interesant udvikling, der dog syntes at gå over Hjarnøbørnenes hoveder, slog biskoppen til lyd for, at den danske almue i by og på land skulle vise større omhu for og kærlighed til vort smukke sprog og ikke på plebejervis sjuske uden tilbørlig hensyn til det gramatikalsk rigtige. Således brugtes bl.a. transitive og intransitive verber på en såre skødesløs måde, der lød stygt i dannede og oplyste menneskers øren. " Jeg håber, i forstår mig, og at rette jer efter mine formaninger med hensyn til sprogets røgt og pleje." - " Ja ", brølede hele forsamlingen i kor. "Så glæder jeg mig til at høre, hvordan I beflitter jer på at tale korrekt."

Biskoppen henvedte sig nu til en 12-års dreng. "Fortæl mig, min ven, siger du: Jeg lægger ild under kedlen, eller jeg ligger ild under kedlen?" - "A sejer, a tænder ild under æ kjeddel." "Nå, ja men siger du," og biskoppen henvendte sig til en anden dreng, "hønen ligger æg, eller hønen lægger æg?." - "A sejer te æ høen gjør ægg."

Biskoppen rystede på hovedet og spurgte en tredie: "Siger du, jeg lægger kartofler, eller jeg ligger kartofler?." - "A sejer a sætter kartofler," svarede den lille fyr uden tilsyneladende at fatte, hvad biskoppen mente med sådan noget snak. Den gejstlige var næppe tilfreds med svarene, men lod sig ikke mærke dermed.

Han begyndte omstændeligt at forklare børnene, at det danske sprog i enkelte retninger kunne siges at have visse ejendommeligheder. "Således har vi visse ord, der staves ens og udtales ens, men som betyder noget ganske forskelligt, det har i vel lagt mærke til?." - " Jow, Jov," skingrede børnene i munden på hverandre. -

"Kan du så min dreng, nævne mig et eksempel?." drengen, en af de ældste i skolen, så måbende på biskoppen uden at svare. Biskop Clausen ville hjælpe drengen på gled. "Sig mig, min dreng, hjælper du din fader med dagens gerning, når du ikke er i skole?." - " Ja, a gjør så". "det tænkte jeg nok. Din gerning er sagtens bl.a. at flytte hestene, kvæget og fårene straks om morgenen, når i står op, ikke sandt?." -
"Jow" - "Har du så ikke bemærket, når du sådan en solvarm sommerdag som feks. i dag går hen over markerne for at komme ud, hvor dyrene har stået tøjret hele natten, at noget glitrer og skinner mellem græsstråene?." -
"Jow, a hår så." -"Hvad er det?" -
"Spindelvøw" - "Ja, åh ja, det var nu ikke det, jeg tænkte på. Men sig mig når der sådan flere dage i træk om sommeren har været tørt og solen har skinnet hele den udslagne dag, men regnen, som alle ønskede, og som korn og græs tørster efter, udebliver. Så kan du en tidlig morgen, når du går hen over agrene for at flytte kvæget, se noget blankt glimte som små bitte perler, hvori solen bryder sine stråler i alle regnbuens farver, skønt der ikke i flere dage er faldet regn. Har du aldrig lagt mærke til det?." -
"Jow, a hår." - "Hvad er det, som du sådan ser skinne og glitre på græsstråene?." -
"Det er dogh" - "Hvordsan staver du det?." -
"D-u-g, dogh." - "Nå, jeg siger nu dug." Biskoppen vendte sig mod en af de store piger.
"Kan du min pige, nævne mig et ord, som staves lige sådan, men som betyder noget ganske andet." Pigen forstod åbenbart ikke et muk og svarede ikke. Den venlige biskop ville hjælpe hende og spurgte:
Sig mig min pige, hvad er det første, din moder gør straks hun står op om morgenen?"
Pigen strammede ansigtet, som om hun blev vred, og svarede stadigvæk ikke. - "Det ved du såmænd godt, lille du, det ser du hver dag. Hvad er det første din moder gør, når hun står op om morgenen?". -
"Det vil a et sej, nej a vel ej". vrissede Hjarnøpigen, mens øjnene gnistrede af harme.

Biskoppen så ligefrem forfjamsket på den fortørnede pige og fortsatte: "Vist ved du det. Hun tager en skinnende hvid dug og breder den på bordet til morgen måltidet, gør hun ikke også?" -
"Nej, hun gør et, for hun hår ingen" busede det ud af den vrede lille fattige husmandstøs. Biskoppen så noget forlegen ud, og straks efter erklærede han visitatsen for afsluttet. - Højtideligheden sluttede med en salme. " Han er vist tåvelig, den biskop," hviskede børnene til hver andre, da hans højærværdighed havde nikket farvel.
N.B.